
Ankestyrelsens forklaring på hvordan en kommune skal udregne egenbetalingen for midlertidig botilbud
Lys skal hjælpe psykisk syge
Et nyt psykiatri sygehus i Slagelse vil hjælpe patienterne ved at regulere styrken og farven på det kunstige lys. Psykiatri fonden roser de nye muligheder.
Det nye sygehus, som blev indviet 24. august, får 194 sengepladser og er det første nybyggede psykiatriske hospital i 100 år. Foruden lysreguleringen går hospitalet på en række andre måder nye veje, skriver Ritzaus Bureau.
Flersengsstuer og smalle gange hører fortiden til, og i stedet har patienter og pårørende givet deres besyv med til indretningen, som blandt andet tæller en mindre svømmehal, løbestier og mulighed for, at de pårørende kan overnatte.
Gode rammer skaber forventninger
Både i Sind og Psykiatrifonden er forventningerne store. Begge er især optaget af, om de nye fysiske rammer vil betyde færre tvangsforanstaltninger. Når hospitalet ikke ligner et hospital, men mere minder om et hjemligt miljø, så er forventningen, at patienterne bliver tryggere og får det bedre. Det vil forhåbentlig betyde, at færre må bæltefikseres og tvangsmedicineres.
Patienter kan komme af med frustrationer
Konsulent i Psykiatrifonden, psykiater Per Vendsborg, siger, at der er alle muligheder for, at hospitalet kan blive “fantastisk”.
– De fysiske rammer er perfekte. Lyse rum og masser af tilbud om aktivitet, så patienterne kan komme af med deres energi i stedet for at kede sig og blive frustrerede, siger han.
Veluddannet personale er afgørende
Men gode intentioner er ikke nok, for kun hvis der er nok ansatte til at tale med patienterne og støtte dem i at benytte for eksempel motionsrummene, så vil det kunne læses i tvangs statistikken.
– Det er helt afgørende, at der er de tilstrækkelige bevillinger til at have et veluddannet personale, siger han.
Ved ikke, om patienter kommer sig hurtigere
– Det er første gang, at vi i Danmark på den her måde forsøger at tænke naturen og arkitekturen ind i behandlingen. Vi går alle rundt og siger, at der bliver mindre tvang, hvis der er gode fysiske rammer, men vi ved ikke, hvad det reelt betyder, at der for eksempel er masser af plads og lys, siger Knud Kristensen, formand for Sind.
– Og vi ved heller ikke, om patienterne kommer sig hurtigere. Det får vi nu svar på.
Nykøbing Mors Bibliotek